Afliver myte: Disse fejl begår mange, når de vasker tøj

15/11/2024 06:54

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Fylder du maskinen korrekt? Får du tømt lommerne? Du kan selv gøre mange ting for, at din vaskemaskine lever længere.

Mest læste i dag

Mange ting kan slide på din vaskemaskine og forkorte dens levetid. Derfor er der en række gode råd, som er værd at følge, hvis du ønsker, at maskinen holder længe.

Det rapporterer Ritzau Fokus.

En af de vigtigste ting er at huske at tømme lommerne, inden tøjet ryger i maskinen. Ting som sten, mønter og nøgler kan nemlig sætte sig fast i pumpen og forårsage alvorlige skader.

Vasketemperaturen spiller også en rolle. Selvom mange ofte vasker ved lave temperaturer for at spare energi og skåne miljøet, er det en god idé at køre en vask ved høj temperatur indimellem.

“Ellers risikerer man, at bakterier ophober sig i maskinen. En 90 graders vask, eventuelt med tom tromle, kan afhjælpe problemet,” siger Gitte Sørensen.

Du kan sagtens fylde maskinen helt

Det er også værd at tjekke kalkindholdet i vandet, da meget kalk kan kræve ekstra vedligeholdelse af maskinen. Brugermanualen indeholder typisk instruktioner til afkalkning, hvis det er nødvendigt.

Hvis du skal købe ny vaskemaskine, kan det desuden være smart at undersøge kalkindholdet i vandet i dit område, inden maskinen tages i brug. Det anbefaler Birger T. Christiansen, teknisk konsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne.

Det kan være svært at se kalkophobning, da kalk ofte sætter sig bag tromlen. En synlig indikator kan dog være kalk i sæbeskuffen.

Derudover er det en god idé at sikre, at maskinen ikke lækker, især hvis den er af ældre dato.

En almindelig myte er, at maskinen ikke må fyldes helt – men det passer ikke. En maskine designet til syv kilo kan sagtens vaske syv kilo tøj uden problemer.

“Ofte fylder den anbefalede mængde tøj maskinen helt op. Det er en myte, at der skal være plads til en hånd,” forklarer Gitte Sørensen. Dog bør man være opmærksom på, at meget tunge genstande, som tæpper, kan belaste maskinen unødigt, da de suger meget vand.

Generelt kan man trygt fylde maskinen helt.