Politiet leder i øjeblikket efter føreren af en grå Mercedes der hele to gange i vrede påkørte en anden bil i et nordsjællandsk vejkryds.

At folk har en tendens til at blive en anelse arrige er næppe noget nyt, men at man med overlæg vælger at køre op i bagenden på en anden bilist flere gange, af ren utålmodighed og arrigskab er alligevel, heldigvis, ikke noget man tit hører om.

Ikke desto mindre var det hvad en 48-årig kvinde blev udsat for, da hun holdte ved et kryds i Espergærde.

Føreren af den grå Mercedes, der endnu er ukendt af køn, blev tilsyneladende så utålmodig af at vente på kvinden i bilen foran, at personen først med dyt, og efterfølgende et skub med bilen forsøgte at presse kvinden frem i trafikken.

Den 48-årige kvinde reagerede, naturligt nok, på påkørslen ved at stige ud af sin bil, for at føre en samtale med den overivrige bilist i den grå Mercedes. Den mulighed fik kvinden dog aldrig.

Flygtede fra stedet i høj hastighed, og ramte bil for anden gang

Måske gik det op for den endnu ukendte bilist, at personen havde opført sig utroligt mærkeligt, og fik dårlig samvittighed.

I alt fald besluttede bilisten, i stedet for at stige ud af bilen og undskylde sin opførsel, at forsøge at køre uden om den 48-årige kvinde, med det resultat at bilisten for anden gang påkørte kvindens bil.

Derefter stak personen af i høj fart, og politiet har nu oplyst, at man meget gerne vil i kontakt med føreren af den grå Mercedes.