En 26-årig mand må i den grad siges at have været utilfreds med kærestens kørsel.

Faktisk var han så utilfreds at han under køreturen, midt på vejen besluttede sig for at hive nøglen ud af tændingen, så bilen i nogle øjeblikke bare rullede, og den kvindelige chauffør reelt ikke havde nogen kontrol over køretøjet.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Det siger næsten sig selv at sådan en handling er ganske farlig, både for den vrede unge mand, kæresten og andre bilister. Kvinden var dog heldigvis ikke en dårligere bilist end at hun formåede at holde bilen i ro, indtil den 26-årige mand besluttede sig for at det nok var bedst at bilen blev tændt igen.

” Det lykkedes heldigvis den kvindelige fører at undgå at dreje rattet, så ratlåsen aktiveres,” – udtaler Knud Lauridsen fra lokalpolitiet.

På trods af at manden hurtigt faldt ned, og afleverede nøglen tilbage, får han nu problemer med politiet.

Han er nemlig sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og helbred, og han sigtes yderligere også for at have kørt bil uden kørekort. Politiet vurderer nemlig at manden med sine handlinger i perioder kunne betragtes som fører af bilen.