Efter et indbrud i Randers måtte politiet jagte tre gerningsmænd på motorvej helt til Aarhus.

Det var en voldsom politijagt der natten til tirsdag udspillede sig mellem Randers og Aarhus. Tre mænd var i færd med et indbrud i et privathjem i Randers, da naboerne opdagede dem i at bære stole og lamper ud en bil, og ringede til politiet.

En patruljevogn opdagede den mistænkte bil ved Ringvej Syd, og vendte om for at forfølge bilen. Da de mistænkte så patruljevognen efter dem, lagde de den tunge fod på speederen, og en næsten 30 kilometer lang jagt blev således startet.

200 kilometer i timen ned af motorvejen

Bilen fandt hurtigt ud på motorvejen, hvor hastigheder på op til 200 kilometer i timen, var nok til at holde politiet bag sig. Heldet varede dog ikke ved for de tre gerningsmænd, der endeligt blev stoppet af politiet lidt nord for Aarhus.

Inden da var trioen kørt ind på et stisystem, hvor bilen blev stoppet af en hæk. Det resulterede i at den ene af de tre forsøgte at flygte til fods, men blev hurtigt standset af en betjent med mere fart i stængerne end den mistænkte.

I dag skal en dommer ved Retten i Randers så tage stilling til, om der er grundlag for varetægtsfængsling af de tre mænd, som nu udover indbrud, også skal i retten for brud på diverse færdselsregler.