Klokken 18.44 tirsdag anmeldte en 62-årig mandlig buschauffør, at han i forbindelse med kørsel ad Hovedvejen i Osted havde fået stjålet sin buschaufførjakke, hvori han havde bl.a. betalingskort, pung og en mobiltelefon.

Den mistænkte var en mand, som umiddelbart efter var gået ind i et supermarked kort efter tyveriet, og som buschaufføren mente at kunne erindre identiteten på efter en tidligere sag.

Politiet efterforskede sagen ud fra anmelderens oplysninger om den mistænkte, der blev identificeret som 30-årig mand fra Lejre.

Han blev senere på aftenen opsøgt af politiet, der foreholdt ham mistanken, som han ikke kendte noget til.

Som et efterforskningsskridt foretog politiet herefter en opringning til buschaufførens mobiltelefon, som ringede et sted på den mistænktes bopæl.

Ved en ransagning af hans bolig fandt politiet mobiltelefonen og buschaufførens pung med indhold gemt i et møbel.

Den 30-årige blev nu sigtet for tyveriet og fik frataget de stjålne effekter, som blev leveret tilbage til buschaufføren.

Senere vil den sigtede høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.