Søndag kl. 09.50 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en kvinde i Skanderborg, der oplyste, at hun havde fået stjålet sin bil og via en GPS-app kunne se, at bilen nu befandt sig ved Jens Baggesens Vej i Aarhus.
En patrulje kørte til stedet, hvor de kunne se bilen holde parkeret med to personer siddende i den.
Da bilen begyndte at trille lidt frem, fik patruljen standset den og tog kontakt til den 28-årige mand, der sad på førersædet, og den 28-årige kvinde, der sad på passagersædet.
De blev begge anholdt og sigtet for brugstyveri af bil – blot 20 minutter efter bilens ejer havde kontaktet politiet.
Under visitationen på politigården blev den 28-årige mand fundet i besiddelse af narkotika, og han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse.
En narkometertest viste, at han også havde narko i blodet, hvilket medførte en sigtelse for narkokørsel. Slutteligt blev han også sigtet for kørsel uden førerret, da det viste sig, at han ikke havde noget kørekort.