På mandag fjernes indrejsereglerne relateret til coronasmitten, hvorfor politiets covid-19-relaterede grænsekontrol ophører. Den midlertidige stikprøvevise grænsekontrol af hensyn til Danmarks sikkerhed fortsætter.

Et bredt flertal i Folketinget blev i sidste uge enige om en aftale, der betyder at indrejserestriktionerne af hensyn til covid-19 fjernes.

Aftalen betyder en ophævelse af den del af politiets indrejsekontrol, der er covid-relateret. Her har bl.a. turister uden for EU skullet have et anerkendelsesværdigt formål for at kunne rejse ind i landet.

Med den nye politiske aftale vender den midlertidige grænsekontrol på mandag tilbage til grundlaget før coronakrisen.

Den midlertidige grænsekontrol blev oprindeligt indført som konsekvens af det store flygtningepres i 2015. Siden er kontrollen justeret flere gange bl.a. på grund af terrortruslen i Europa og senest coronasmittefaren.

Der vil fra mandag fortsat være stikprøvevis grænsekontrol ved den dansk-tyske landegrænse af hensyn til Danmarks sikkerhed. Syd- og Sønderjyllands Politi vil som hidtil være tilstede døgnet rundt ved grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Padborg, ligesom der ved de øvrige grænseovergange og i togene vil være stikprøvevis kontrol som hidtil.

Ved kontrollerne fokuseres på om de generelle indrejsebetingelser bliver overholdt, ligesom der fortsat vil være fokus på at forebygge og bekæmpe kriminalitet i forbindelse med indrejse via den dansk-tyske landegrænse.

– Som borger vil man fra på mandag eksempelvis ikke længere skulle medbringe dokumentation for vaccination eller test, når man vil krydse grænsen. Men vi tjekker selvfølgelig fortsat om de generelle regler for indrejse overholdes, ligesom vi forsat vil have fokus på at forebygge og bekæmpe kriminalitet hen over landegrænsen, siger politiinspektør Brian Fussing, leder af UKA Vest.

De nye indrejseregler træder i kraft mandag den 25 oktober 2021.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.