Topmøde kan blive den vigtigste aftale

28/02/2022 09:31

|

Christina Hansen

Foto: Naturstyrelsen

Mest læste i dag

Topmøde om plastik kan blive den vigtigste grønne aftale siden Paris-aftalen.

Fra i dag d 28. februar til den 2. marts mødes verdens ledere til et historisk møde i FN's miljøforsamling (UNEA5.2) for at drøfte verdens første plastik traktat, der skal reducere plastikforurening på verdensplan.

Forurening fra produktion, forbrug og bortskaffelse af plastik er en af de største menneskeskabte trusler, vores planet står over for. Af de ca. 415 mio. tons plastikaffald, der produceres årligt, ender næsten 80 % på deponi eller i miljøet. Yderligere 12 % bliver brændt, hvilket påvirker menneskers levebrød og sundhed rundt omkring i verden. De næste dages forhandlinger og muligheden for en miljøpagt bliver af FN omtalt som den vigtigste siden Parisaftalen om klimaforandringerne fra 2015.

Over 150 lande har erklæret deres støtte til forhandlingerne, heriblandt har lande som Rwanda og Peru opfordret til en bindende traktat som adresserer alle stadier i plastikkens livscyklus fra udvinding af råmateriale i form af gas og olie til bortskaffelse og forurening. En global traktat kan desuden betyde, at verdens lande forpligtes til at reducere selve produktionen af engangsplastik – og ikke blot forpligtes til at håndtere plastik som et forureningsproblem, der udelukkende skal løses gennem bedre affaldshåndtering.

FN's Miljøprogram UNEP er vært for FN's Miljøforsamling (UNEA), som samler repræsentanter fra FN's 193 medlemsstater, virksomheder, civilsamfundet og andre interessenter for at nå til enighed om politikker til løsning af verdens mest presserende miljøudfordringer. FN's miljø forsamling UNEA er for miljøet, hvad COP'en er for klimaet.

Plastic Change har observatørstatus i FN og er tilstede i Nairobi under forhandlingerne sammen med en international NGO-alliance.