To piger på 14 og 15 år besluttede sig for at gå på hævntogt mod en 18-årig mand. Manden var sigtet for voldtægt på den ene af pigerne. De to piger fik dog hjælp af to mænd på henholdsvis 20 og 21 år. Det skriver Lokalavisen.

Den 18-årige mand var i januar blevet tilbageholdt mod sin vilje. Han kommer dog selv fri, og da politiet ankommer til stedet er gerningsmændene stukket af i den 18-åriges bil. Baggrunden for frihedsberøvelsen skyldes den 15-årige piges udsagn om, at den 18-årige mand havde voldtaget hende. Sagen er verserende og afventer Statsadvokaten i Viborgs beslutning om, hvorvidt den skal for en domsstol.

Den 15-årige pige og de to mænd blev i går dømt for at frihedsberøve den 18-årige mand.

Ved Retten i Kolding blev den 15-årige pige idømt syv måneder fængsel, mens den 20-årige mand og den 21-årige mand henholdsvis fik fem måneders og ni måneders fængsel.

Udover dommen for frihedsberøvelsen blev den 15-årige pige og den 21-årige mand også dømt for at have stjålet en bil sammen med den 14-årige pige. Her stoppede det dog ikke for den 15-årige pige, der desuden blev dømt for at køre bil uden kørekort, for besiddelse af euforiserende stoffer og for besiddelse af en kniv.

Den 14-årige piges sag behandles på grund af hendes alder selvstændigt Ungdomskriminalitetsnævnet.