Sundhedsministeren: Tobaksfirmaers stævning bekræfter, at vi har taget et vigtigt skridt

Den internationale tobaksindustri ved House of Prince A/S, Nicoventures Holdings Limited og British American Tobacco (Brands) Limited har valgt at stævne Sundhedsministeriet med påstand om, at en række sundhedsfremmende tiltag i tobakslovgivningen er ulovlige. Sundhedsministeren slår fast, at tiltagene er nødvendige og fuldt lovlige.

I december 2020 vedtog et bredt flertal i Folketinget en ambitiøs handleplan mod børn og unges rygning. Det har ført til konkrete ændringer i tobakslovgivningen, således der nu gælder krav om standardiseret emballage, forbud mod markedsføring af kendetegnende aromaer andre end tobak og mentol i e-cigaretter, forbud mod synlig anbringelse og fremvisning, skærpet reklameforbud mod e-cigaretter i specialforretninger samt reklameforbud mod tobaksfrie nikotinposer.

Disse tiltag mener en række tobaksfirmaer er i strid med bl.a. EU-retten og har derfor den 22. december 2021 stævnet Sundhedsministeriet ved Københavns byret med påstand om, at tiltagene ikke skal gælde for dem.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

Jeg kan konstatere, at den internationale tobaksindustri har valgt at stævne Sundhedsministeriet i forlængelse af udmøntningen af den Nationale Handleplan for at stoppe og forebygge børn og unges rygning og nikotinafhængighed. Det er ikke første gang, tobaksindustrien har forsøgt at stoppe forebyggelsesindsatsen. Det er en kendt strategi, som de har forsøgt i mange lande. Men de vil ikke have held med den.

Jeg tager stævningen som en anerkendelse af, at Danmark nu går forrest, og har taget et stort og vigtigt første skridt for folkesundheden. Næsten hver tredje barn og ung bruger tobaks- og nikotinprodukter. Det er alt for mange. Rygning er skyld i 13.600 dødsfald om året, og det tal skal ned.”