Stort fald i antallet: Falder med 70 procent

03/01/2022 13:37

|

Christina Hansen

Foto: Niclas Jessen

Mest læste i dag

Det er blevet langt mere sikkert at bo i Syd- og Sønderjylland. Antallet af indbrud er faldet med 46 procent fra 2019 til 2021. Også antallet af juleindbrud var meget lavt i 2021. Der blev begået 42 indbrud i syd- og sønderjyske hjem i juledagene, hvilket er et fald på 70 procent i forhold til julen 2019.

I 2021 brød indbrudstyve ind i 950 syd- og sønderjyske hjem, mens der i 2019 var 1754 indbrud. Det betyder et fald på 46 procent. I forhold til 2020 er antallet af indbrud faldet med 16 procent, selv om 2020 var atypisk på grund af corona-pandemien, hvor mange arbejdede hjemme og indbrudstyvene derfor havde svære vilkår. I 2020 brød tyve ind i syd- og sønderjyske hjem 1132 gange.

Der har også været langt færre indbrud i virksomheder i 2021 sammenlignet med 2019. Her er faldet på 38 procent. Tallene for 2021 kan nå at ændre sig, da året kun lige er slut, så det kan ske justeringer for eksempel i form af senere anmeldelser.

”Vi er meget glade for udviklingen og har fortsat stort fokus på at bekæmpe indbrud, men vi har også brug for borgernes hjælp.  Syd- og sønderjyderne kan selv gøre meget for at forebygge indbrud”, siger vicepolitiinspektør Christian Østergård, leder af Forebyggelsessektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Blandt andet hjælper det at huske at lukke vinduer og låse døre. I 24 procent af indbrudstilfældene i Syd- og Sønderjylland har tyvene fået adgang gennem en ulåst dør eller et åbent vindue, oplyser Christian Østergård. Ogs¨appen Nabohjælp, som knap 17.000 syd- og sønderjyder har hentet, er effektiv til forebyggelse af indbrud:

”En undersøgelse viser, at hvis man er aktiv med nabohjælp, kan op til en fjerdedel af alle indbrud forhindres”, siger Christian Østergård.

Men der er stor forskel på tilslutningen til Nabohjælp-ordningen i de otte syd- og sønderjyske kommuner. Den største tilslutning er i Sønderborg, hvor 47 husstande pr 1000 indbyggere er med. I Esbjerg og Aabenraa er tilslutningen også relativt høj med hhv. 43 og 39 husstande pr 1000 indbyggere. I Haderslev, Varde og Vejen Kommuner er omkring 33 husstande pr 1000 indbyggere tilsluttet Nabohjælp, mens det på Fanø er 21 og i Tønder Kommune er 26 husstande pr 1000 indbyggere med.

En af de forholdsvis få, der er med i Tønder, er pensionist Kurt Vogt, der har været nabohjælper i mange år.

”Jeg har selv brugt ordningen, da jeg for nogle år siden hørte en tyv, der ville bryde ind i min garage. Jeg fik ham jaget væk og skyndte mig så at advare naboerne via Nabohjælp-appen”, fortæller Kurt Vogt.

Et af de mest effektive og simple råd mod indbrud er da også, at man i nabolaget deler viden, hvis man ser noget mistænkeligt eller har kendskab til indbrud i kvarteret. 
 
”Det er en rigtig god ide. Det er ikke længe siden, jeg fik en advarsel gennem appen om to mistænkelige personer i nabolaget. Så bliver man ekstra opmærksom”, fortæller Kurt Vogt, der også bruger appen til at holde styr på, hvilke naboer der er på ferie, så han kan holde ekstra øje med deres hjem i ferieperioden.

Appen giver mulighed for at danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere, skrive, læse og kommentere advarsler, arrangere feriehjælp og koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget.
 
Appen kan downloades i App Store  eller i Google Play .
  
Placeringen i forhold til antal husstande tilknyttet Nabohjælp pr. 1000 indbyggere i de otte kommuner i Syd- og Sønderjyllands politikreds ved udgangen af november 2021: