Ifølge forsikringsselskabet Codan er det vigtigt, at man får dækket tidligere stormskader forsvarligt af og forstår, hvordan man er dækket, hvis skaderne blive yderligere forværret.

Det er ikke mere end tre uger siden, at stormen Malik blæste ind over Danmark, men i aften og i nat ventes en ny og kraftigere storm at ramme landet. Det sker på et tidspunkt, hvor mange boligejere endnu ikke har fået udbedret stormskaderne fra sidst, hvilket gør dem ekstra udsatte ifølge Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan.

“Lige nu er der mange skader på tage og gavle, som endnu ikke er blevet udbedret efter Malik. Derfor er det enormt vigtigt, at man som boligejer husker at få dækket skaderne forsvarligt af. Ellers kan man fx risikere at afdækningen blæser af, og der opstår en vandskade, når Nora blæser forbi i nat,” siger han og understreger.

“Det er ikke hverdagskost at vi ser tre storme så tæt på hinanden. Derfor bliver boligejerne også taget lidt på sengen her. Men hvis man har afdækket forsvarligt, så dækker vi selvfølgelig omkostningerne til eksempelvis vandskader afledt af stormen,” lyder det.

For at en afdækning kan betegnes som forsvarlig, kræver det, at den er udført af professionelle håndværkere eller skadeservice.

Kortere varighed end Malik, men større risiko for skader

I modsætning til stormen Malik, bliver bekendtskabet med Nora formentlig noget kortere. Stormen forventes nemlig at bevæge sig hurtigt hen over landet og kan allerede være begyndt at stilne af, når danskerne står op lørdag morgen. Til gengæld forventes vindstødene at være kraftigere, hvilket kan oversættes til en større risiko for skader end ved Malik.

“Stormen Malik var langvarig med et rimeligt konstant vindtryg. Nora ser ud til at blive en hurtig og meget turbulent storm med flere kortvarige, men markante kraftige vindstød. Denne form for dynamik i en storm ser vi oftest medføre flere og større skader, da bygninger/genstande bliver udsat for mange kraftige enkeltstød,” siger Henrik Bundgaard.

Det er især den sydlige del af landet – Sydjylland, Fyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm – det står til at gå hårdest ud over.

Skadedirektør Henrik Bundgaard deler her sine bedste råd til, hvordan du kan forebygge vejrrelaterede skader på din bolig – både i god tid og lige før en storm.

Gode råd til forebyggelse af vejrskader

Når der er varslet storm:

  • Følg vejrmeldingen på www.dmi.dk, i radioen eller på tv
  • Fjern løse genstande udenfor huset, fx havemøbler og trampolin
  • Fjern knækkede eller visne grene, der endnu ikke er faldet ned, hvis de er til fare for personer, bil eller hus
  • Luk porte, døre og vinduer
  • Lav en aftale med dine naboer om, at de går en runde i jeres have op til stormvejret, hvis du ikke er hjemme