Større politiaktion: 15 personer anholdt

01/02/2022 09:03

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Efter længere tids efterforskning gennemførte Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen en større anholdelsesaktion i Køge.

Midt- og Vestsjællands Politi har tirsdag morgen anholdt 15 personer i en politiaktion, der har været  koncentreret omkring området ved Gymnasievej i Køge.

I alt har politiet været tilstede på 20 forskellige adresser. De anholdte sidder i øjeblikket til afhøring, og det er pt forventningen, at 12 personer skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl 11. 

- Det er et kriminelt miljø i Køge, som vi har haft fokus på i et stykke tid. Vi har fået fat på alle de personer, som vi gik efter, og de er sigtet for narkohandel. Det er vores opfattelse, at salget af narko blandt andet er sket via Snapchat, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen.
Der er tale om 12 mænd i alderen 20-54 år.

Der er i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagninger af en række lejligheder og kælderrum i området. Det er i den forbindelse indtil nu gjort mindre fund af kontanter og euforiserende stoffer. Politiet forventes at arbejde i området et par timer endnu.

Politiet vil være til stede i området med den mobile politistation i løbet af dagen, så borgere i området kan komme forbi, hvis de har brug for at snakke med politiet.