Skuddrama: Politi efterlyser denne bil - har du set den?

07/12/2021 11:01

|

Christina Hansen

Foto: Politiet

Mest læste i dag

Københavns Vestegns Politi efterforsker en skudepisode, hvor to mænd er skudt natten til tirsdag.

Den ene er afgået ved døden, men den andens tilstand betegnes som stabil og uden for livsfare.

Politiet forbinder en sort stjålet Skoda Roomster med episoden og søger vidner, som har set den.

Københavns Vestegns Politi modtog klokken 01.04 natten til tirsdag en anmeldelse om, at en mand med en skudlæsion var indbragt til et hospital fra Ring 4 ved Krebsdammen i Herlev.

Der er tale om en 25-årig mand, som var ramt af skud i hovedet. Han bliver aktuelt hospitalsbehandlet. Hans tilstand betegnes lige nu som stabil og uden for livsfare.

Københavns Vestegns Politi har siden været talstærkt i området omkring Krebsdammen og koncentreret sin indledende efterforskning her.  

En hundepatrulje fandt ved 3-tiden i nat på et grønt område ved Krebsdammen en yngre mand, der var dræbt med skud. Han er tirsdag formiddag identificeret som en mand i 20'erne, og de pårørende er endnu ikke underrettet.

I nærheden på Krebsdammen holdt en sort Skoda Roomster personbil, som politiet forbinder med sagen.

Bilen er stjålet med rette nøgle nær Roskilde den 1. december og Københavns Vestegns Politi søger vidner, der måtte have set bilen siden – fx parkeret et sted – eller op til hændelsen i nat.

”Vi arbejder lige nu intensivt på at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor hører vi gerne høre fra vidner, som har bemærket noget omkring Krebsdammen omkring 1-tiden. Vi er også interesseret i oplysninger om den sorte Skoda, som kan være set i Herlev-området efter midnat eller være set et andet sted i løbet af den sidste uges tid,” siger efterforskningschef og politiinspektør Michael Hellensberg, Københavns Vestegns Politi.

Politiinspektøren tilføjer, at hændelsen bliver efterforsket ud fra, at der meget vel kan være en sammenhæng med de seneste skyderier i Storkøbenhavn. Han understreger dog samtidig, at der efterforskes bredt for at klarlægge det præcise hændelsesforløb og motiverne bag.

I gang hele natten
Københavns Vestegns Politis undersøgelser i området i løbet af natten og morgentimerne medførte forstyrrelse af morgentrafikken til omkring klokken 6.30, hvor Ring 4 blev åbnet efter en afspærring. 
I løbet af dagen vil politiets efterforskning fortsætte i området, og Københavns Vestegns Politi vil i øvrigt have skærpet sit operative fokus i kvarteret.

Mobil politistation ude
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.
Lokalpolitiet i Herlev vil være til stede i Hækmosen foreløbig til ud på eftermiddagen, og borgere i kvarteret er meget velkomne til at komme forbi og tale med deres lokalbetjent.