I lyset af krigen i Ukraine opfordrer Cybersikkerhedsrådet danske virksomheder og organisationer til hurtigst muligt at sikre, at man har den basale cybersikkerhed på plads for at kunne imødegå cyberangreb.

Cybersikkerhedsrådet opfordrer danske virksomheder og organisationer til hurtigst muligt at sikre, at den basale cybersikkerhed er på plads. Privat formand for Cybersikkerhedsrådet, Per Olsen, som samtidig er Chief Security Officer i Telenor, forklarer:

”Krigen i Ukraine bør være et wake-up call til alle virksomheder og organisationer: Cybertruslen er hele tiden til stede, den er alvorlig, og vi er nødt til at være forberedt. Selvom myndighederne ikke i øjeblikket advarer om en konkret og afledt øget trussel mod danske virksomheder, så kan billedet hurtigt ændre sig. Og bliver man først angrebet, så er det jo for sent”, siger formanden.

Selvom truslen fra destruktive cyberangreb og cyberaktivisimen er vurderet som lav, er det muligt at danske virksomheder og myndigheder, der er til stede i Ukraine, kan blive ramt af destruktive cyberangreb med følgevirkninger som strømafbrydelser eller ødelæggelse af data – den såkaldte spill-over effekt.

Derfor anbefaler Cybersikkerhedsrådet, at virksomheder og organisationer øger deres fokus på at styrke cyberberedskabet:

”Center for Cybersikkerhed har offentliggjort en liste over vigtige tiltag, som man kan implementere for at styrke forsvaret over for cyberangreb. Vi opfordrer alle virksomheder og organisationer til at læse listen grundigt og få implementeret de relevante tiltag med det samme,” siger Per Olsen.

Cybersikkerhedsrådet anbefaler også, at virksomheder med leverandører og samarbejdspartnere fra lande som Ukraine, Belarus og Rusland udarbejder en konkret risikovurdering og på baggrund af den iværksætter nødvendige forholdsregler og foranstaltninger.

Center for Cybersikkerheds (CFCS) liste over tiltag til styrkelse af organisationers cyberforsvar kan findes på centerets hjemmeside: www.cfcs.dk/da/temasider/tiltag-til-styrket-cyberberedskab/

Mindre virksomheder kan også starte med Erhvervsstyrelsens syv råd om it-sikkerhed, som kan findes på portalen www.sikkerdigital.dk.

Om Cybersikkerhedsrådet

Det offentlig-private Cybersikkerhedsråd har til formål at kvalificere myndighedernes og virksomhedernes arbejde med cyber- og informationssikkerhed og at styrke det digitale demokrati, herunder gennem udbredelse af viden om, og forståelse for, de trusler og muligheder, som digitaliseringen og nye teknologier medfører.

Cybersikkerhedsrådet fokuserer på det strategiske niveau og arbejder blandt andet med strategiske bidrag til arbejdet med den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi samt bidrag til videndeling, rådgivning og vejledning i forhold til trusler, sårbarheder, hændelser og cyberøvelser til relevante parter og gennem relevante netværk og konferencer.