Raseri og alkohol i blodet: 35-årig kvinde kører eksmand over

11/02/2021 12:56

|

Lukas Jepsen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

En 35-årig kvinde er blevet idømt en behandlingsdom og frakendelse af kørekortet, efter en episode i 2018.

Det skriver B.T.

Det endte med at blive en ganske dramatisk aften, da kvinden en dag i maj 2018, besøgte sin 40-årige eksmand i forbindelse med, hvad JydskeVestkysten kalder ’et drukgilde i baghaven’.

Af grunde, ikke kendt af offentligheden, kom det tidligere par i løbet af aftenen op og skændes over et eller andet, og her startede problemerne for alvor.

Den 35-årige kvinde var nemlig meget gal, og angiveligt også beruset, da hun smadrede et vitrineskab, en standerlampe, et tæppe og en Playstation i ekskærestens hjem, inden hun forsøgte at forlade stedet i sin bil.

Den 40-årige mand, der lige havde set flere af sine ejendele smadret af den berusede ekskæreste, ville af gode grunde ikke lade kvinden køre derfra. Derfor stillede han sig bag kvindens bil, for at forhindre hende i at bakke.

Det stoppede dog ikke den 35-årige kvinde, der ufortrødent bakkede over eksmanden, der på meget heldig vis slap med hudafskrabninger.

Nu, godt tre år senere, har sagen således nået sin afslutning, da kvinden er blevet dømt for spritkørsel, og for at have forvoldt fare og skade for andre.

På grund psykiske problemer er kvinden blevet idømt en behandlingsdom, og skal ligeledes betale erstatning til eksmanden for svie og smerte, samt for de ting hun ødelagde i løbet af vredesudbruddet.