Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan

Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi på gaderne i Helsingør, det skriver politiet i døgnrapporten.

Tirsdag eftermiddag var politiet til stede flere steder i Helsingør.

I den forbindelse fik narkohunden Vaks fært i Vapnagård-området og ledte patruljerne til en 35-årig mand fra Helsingør, som blev fundet i besiddelse af en større mængde skunk.

Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. 

Det samme blev en 38-årig mand fra Helsingør, da han samme sted blev fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk.

Også en 20-årig mand fra Helsingør blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, da han på en parkeringsplads i området blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.

En 19-årig mand fra Helsingør blev også sigtet for samme lovovertrædelse samt for overtrædelse af knivloven, da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en kniv.

Under indsatsen fik narkohunden Fister fært på en grønt område ved Vapnagård, hvilket førte til fundet af en mindre mængde hash, som blev indbragt til politistationen med henblik på destruktion.