Politi: Nu lukker vi stedet

18/11/2021 09:02

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi har i dag besluttet at indføre opholdsforbud mod et tilholdssted i Brøndby og visitationszoner i dele af Brøndby, Herlev og Gladsaxe kommuner fra i dag kl. 18 til onsdag den 1. december 2021 kl. 18.

Politiet vurderer, at der udspiller sig en voldelig konflikt mellem to grupperinger i det københavnske bandemiljø, hvor der blandt andet blev skudt mod en gruppe personer på Ruten i Tingbjerg den 11. november og ved en kiosk på Bisiddervej i København NV den 16. november – begge steder i Københavns Politikreds.

Konflikten involverer en gruppering, som færdes i Københavns Vestegns Politikreds, og derfor sætter politikredsen nu ind på to fronter:

Opholdsforbud i ejendom i Brøndby

Københavns Vestegns Politi udsteder i medfør af § 1, stk. 2, i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme et generelt forbud for enhver person mod at opholde sig på ejendommen Lyngager 12, 2605 Brøndby.

Forbuddet gælder fra i dag onsdag den 17. november 2021 kl. 18 og foreløbigt indtil onsdag den 1. december 2021 kl. 18.

Ejendommen er tilholdssted for en af de involverede grupperinger i konflikten, og politiet vurderer på baggrund af den verserende konflikt, at der er en betydelig risiko for angreb på ejendommen, hvilket kan være til fare for personer, der bor eller opholder sig i nærheden.
Samtidig øger Københavns Vestegns Politi patruljeringen i området både af hensyn til borgernes tryghed og for at undgå yderligere konflikter.

Visitationszoner

Københavns Vestegns Politi indfører samtidig to visitationszoner, som gælder fra i dag onsdag den 17. november kl. 18 til onsdag den 1. december kl. 18.

Den ene visitationszone omfatter området omkring tilholdsstedet i Lyngager i Brøndby.

Den anden visitationszone omfatter dele af Herlev og Gladsaxe kommuner, hvor der nyligt har været hændelser med våben, som politiet relaterer til konflikten.

I en visitationszone kan politiet i perioden foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område for at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

”Borgerne i de berørte områder skal kunne føle sig trygge, og med visitationszonerne styrker vi vores operative fokus og muligheder for at gribe ind overfor bandemedlemmers kriminelle aktiviteter i området,” siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi. 

Visitationszonerne omfatter to områder.

Det ene område for visitationszone er beliggende i Brøndby Kommune og afgrænses mod nord af Knudslundvej, mod øst af Vestager, mod syd af Vallensbækvej og mod nord af Midtager.

Afgrænsningen af visitationszonen fremgår af vedlagte kort.

Det andet område for visitationszone er beliggende i Herlev og Gladsaxe kommuner og afgrænses mod nord af S-togslinjen igennem Gladsaxe Kommune, mod øst af kommunegrænsen til Københavns Kommune, mod syd først af kommunegrænsen til Københavns Kommune til banelegemerne på S-togslinjen mod vest gennem Herlev Kommune og endelig mod vest af kommunegrænsen til Ballerup Kommune, Klausdalsbrovej, kommunegrænsen mellem Gladsaxe og Herlev samt kommunegrænsen til Furesø Kommune