Politi: Kontakt os, hvis du oplever dette

08/11/2021 13:40

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde i weekenden 178 ulovlige kanonslag ved en ransagning i Tinglev. Ransagningen skete på baggrund af en massiv indsats mod uro i Aabenraa, der også har betydet 17 sager om overtrædelse af færdselsloven.

Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde lørdag aften 178 fabriksfremstillede ulovlige kanonslag ved en ransagning i Tinglev.

Beslaglæggelsen er en udløber af politiets massive indsats mod uro i Aabenraa, hvor mange borgere den seneste tid har anmeldt bilræs og affyring af kanonslag i Aabenraas centrum.

Beslaglæggelsen i Tinglev blev fulgt op af yderligere to ransagninger søndag, der dog ikke førte til yderligere fund. 

Ud over beslaglæggelserne er indsatsen mod uroen i Aabenraa foreløbig resulteret i 17 færdselssager siden i onsdags, ligesom der i weekenden har været fem sager med uro og uorden, samt et tilfælde af generende kørsel. 

- Vi fortsætter den massive indsats for at sikre ro og orden i Aabenraa. Vi tolererer ikke den utryghedsskabende adfærd og griber konsekvent ind over for den, siger leder af beredskabet ved Syd- og Sønderjyllands Politi politiinspektør Tage Jehn.

Fra den 15. oktober til i dag har Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagt 293 ulovlige kanonslag i Aabenraa Kommune. I hele politikredsen er der i samme periode beslaglagt omkring 3500 kanonslag.

Den massive indsats i Aabenraa fortsætter.

Ring 114 hvis du oplever uro eller kan hjælpe Syd- og Sønderjyllands Politi med tip.