Politi: Kontakt os hvis du har dette!

25/10/2021 14:00

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

I løbet af weekenden modtog politiet blandt andet fem anmeldelser om indbrud i villaer i Solrød og Greve kommuner på vejene Rylevej, Stigårdsvej, Bag Bakkerne og Uglevej i Solrød samt Solsortevej i Greve.

Fælles for disse indbrud var, at indbrudstyven næsten alle steder havde skaffet sig adgang til boligen via førstesalen, hvor enten et vindue eller en dør er blevet brudt op.

Et enkelt sted havde tyven(e) dog fået skaffet sig adgang via en ulåst dør, og et andet sted var det ikke lykkes at skaffe sig adgang.

Herefter havde tyven(e) mulighed for at undersøge typisk kun førstesalen for effekter, der kunne stjæles.

Til trods for, at flere af villaerne havde installeret tyverialarm, men ofte kun i stueplan, lykkedes det at forøve indbruddet uden at påvirke tyverialarmen.

Indbruddene er begået i nattetimerne både mellem torsdag og fredag, fredag og lørdag samt lørdag og søndag, så tyven har udnyttet de mørke timer til ubemærket at kravle op for at begå indbruddene eller forsøg herpå ad en usædvanlig indstigningsvej.

Ved en tidligere anmeldelse fra Plantagevej, Solrød Strand, natten mellem torsdag og fredag kl. 01.07 vågnede en beboer netop ved lyden af en person, der færdedes på taget.

Tyven blev skræmt væk, og politiets eftersøgning med politihunde i området umiddelbart efter anmeldelsen gav desværre ikke noget resultat.

Politiet opfordrer ejere af villaer også til at tænke på indbrudssikring af døre og vinduer på førstesalen, efter at indbrudstyve har fundet denne usædvanlige adgangsvej til en villa i et forsøg på måske at undgå en tyverialarm i stueplan.

Desuden opfordres villaejere også til at kigge på opbevaring af stiger og andre ting, der bruges til at komme op i førstesals højde.

Lås skuret/udhuset, eller fastgør f.eks. en stige med en kæde og lås, hvis stigen opbevares udendørs.

Kontakt politiet på telefonnummer 114 med observationer om mistænkelig adfærd ved en bolig eller i området heromkring, men slå dog alarm via telefonnummer 112, hvis du er vidne til et igangværende indbrud.