Politi kommer med stor opfordring: Advar gerne disse personer

08/09/2021 11:35

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Falske bankmænd på spil igen flere ældre kontaktet.

Tirsdag fik Østjyllands Politi hele 10 anmeldelser fra ældre borgere i Aarhus, der var blevet kontaktet af svindlere, der udgav sig for at være fra banken.

I et enkelt tilfælde lykkedes det mændene at snyde en borger, en 84-årig kvinde.

I de ni andre tilfælde lurede de ældre tricket, lagde røret på og fik stoppet bedrageriet i tide.

Gerningsmændene benyttede sig af samme fremgangsmåde i alle sager.

De ældre bliver telefonisk kontaktet af en mand, der siger, at han er fra deres bank, og at nogen har hævet et stort beløb på deres konto.

For at hjælpe skal manden bruge diverse bankoplysninger og koder, og så sender han en ”bankmedarbejder” til adressen for at hente dankortet, så banken kan spærre det og sende et nyt.

I tilfældet med den 84-årige kvinde lykkedes det desværre gerningsmændene at overbevise hende om, at de var fra banken, og hun udleverede dankortet til den person, der mødte op på adressen.

Kort efter var der hævet en del tusinde kroner fra hendes konto.

Gode råd fra politiet: Østjyllands Politi har set flere sager med samme fremgangsmåde, hvor ældre mennesker bliver snydt af personer, der udgiver sig for at være fra banken eller lignende.

Du skal aldrig give koder, NemID- eller kreditkortoplysninger i telefonen.

Er du i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i.

Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.