Politi efterlyser Johnny: Mistænkes for at have begået grov vold

21/12/2021 07:17

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Nordjyllands Politi efterlyser nu den 25-årige Johnny Engvart-Bufas Jensens, fordi man mistænker ham for at have begået grov vold.

Den grove vold er sket d. 20. november 2021 i Jomfru Ane Gade i Aalborg: Her blev en 32-årig mand overfaldet af tre personer, som blandt andet slog den 32-årige i hovedet med en 6-liters spiritusflaske. 

I sagen sidder der i forvejen en 17-årig mand og en 19-årig mand varetægtsfængslet, men den tredje mistænkte i sagen har politiet endnu ikke anholdt.

Nordjyllands Politi beskriver den mistænkte Johnny Engvart-Bufas Jensen som 183 cm høj, lys i huden, rødblond kort hår  og almindelig af bygning. 

”Der er tale om et alvorligt overfald, som han er mistænkt for. Det 32-årige offer pådrog sig som følge af slaget med flasken behandlingskrævende skader. Jeg vil gerne opfordre Johnny Engvart-Bufas Jensen til straks at melde sig til nærmeste politi,” understreger lederen af efterforskningen af voldssagen, politikommissær Kenneth Rodam. 

Hvis du har oplysninger om, hvor den mistænkte mand befinder sig, så kan du kontakte Nordjyllands politi på 114.