Politiet har tidligere på ugen efterlyst en 20-årig mand.
Manden havde udført livsfarlige knivstik mod en anden mand, men politiet havde ikke fået gerningsmanden identificeret, og derfor udsendte de en efterlysning.
Et tip kort før tirsdag kl. 18.00 om, at den efterlyste, 20-årige mand fra Holbæk var set i området ved Slotshaven, Holbæk, førte til en anholdelse af ham få minutter senere, da flere politipatruljer fandt frem til ham.
Anholdelsen foregik udramatisk, hvorefter den 20-årige blev sigtet for det livsfarlige knivangreb over for en 18-årig mand foran Holbæk togstation lørdag den 13. november 2021 om eftermiddagen.
Den anholdte 20-årige har efter afhøring til sagen overnattet i et arresthus og vil senere i løbet af onsdagen blive fremstillet i Retten i Holbæk med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling.
I samme sag havde politiet også efterlyst et vidne, som henvendte sig til politiet i Holbæk mandag formiddag, hvor han afgav forklaring om sine observationer i forbindelse med angrebet på den 18-årige.