Politi: 'Det gør vi aldrig'

21/03/2022 10:55

|

Christina Hansen

Foto: Niclas Jessen

Mest læste i dag

En kvindelig borger fra Helsinge anmeldte klokken fredag 19.11, at hun netop havde modtaget et opkald fra en mand, som udgav sig for at være fra politiet.

Manden havde forklaret hende, at der var optaget lån i kvindens navn, men inden manden nåede at oplyse yderligere, havde kvinden fortalt ham, at hun selv ville undersøge forholdet.

Derefter havde hun lagt røret på og kontaktet politiet, da hun formodede, at der var tale om forsøg på bedrageri.

Et lignende opkald havde en anden kvinde fra Helsinge modtaget klokken 22.15. Heller ikke her var gerningspersonen lykkedes med sit foretagende.

Der skal lyde stor ros til kvinderne for deres håndtering af hændelserne, skriver politiet i døgnrapporten.

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder.

Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet.

Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.