Nordjyllands Politi modtog torsdag formiddag en anmeldelse fra en borger, som var overbevist om, at en cykeltyv huserede på en adresse i Hjørring kommune.
En beredskabspatrulje i området kørte derfor til stedet for at undersøge sagen nærmere.
Ved deres ankomst til adressen stod seks cykler, uden låse, tydeligt fremme; mountainbikes, en racercykel og en damecykel.
Ved opslag i politiets systemer viste det sig, at flere af dem var meldt stjålet.
Mens betjentene stod og undersøgte cyklerne, kom en mand ud fra adressen.
Adspurgt om cyklerne svarede han, at han ikke kendte til dem, og at han havde travlt.
Han forlod derefter hurtigt stedet, det oplyser politiet i døgnrapporten.
Betjentene slog derefter mandens navn op på Facebook Marketplace, da de havde mistanke til, at han formodentlig forsøgte at sælge cyklerne derigennem.
Og ganske rigtigt.
Betjentene kunne tydeligt se, at manden havde sat en af de stjålne cykler til salg på Facebook Marketplace.
Politiet kontaktede derefter manden telefonisk for at informere ham om, at han var sigtet for tyveri af cyklerne, og at man nu ville foretage en ransagning af hans adresse med henblik på at udfinde yderligere tyvekoster.
Alt i alt fandt og konfiskerede betjentene 14 cykler, som efterfølgende blev indbragt til politigården med henblik på at udfinde de rette ejere.