Politi-aktion: Person i besiddelse af våben

24/09/2021 08:20

|

Christina Hansen

Foto: Politiet

Mest læste i dag

En anmeldelse om, at en person skulle være i besiddelse af et skydevåben, fik torsdag Nordsjællands Politi til at sende flere patruljer til Birkerød.

Anmeldelsen kom torsdag formiddag og Nordsjællands Politi var siden anmeldelsen i området omkring Birkerød Kongeven og Kajerødvej, ligesom også Aktionsstyrken senere på dagen kom til stedet, det skriver politiet i en pressemeddelelse.

"Når vi får anmeldelse om, at en person kan være i besiddelse af et våben, tager vi ud fra en konkret vurdering af situationen en række forholdsregler blandt andet i forhold til sikkerheden både for borgerne, den person som det handler om og i forhold til de patruljer, som bliver sendt afsted. Vi ved godt, at en så massiv tilstedeværelse kan være med til at vække bekymring hos borgerne, men netop af hensyn til aktionen og sikkerheden, er det er desværre ikke altid, at vi kan fortælle alle detaljer i en sag," sagde vicepolitiinspektør Jan Bo Hedager fra Nordsjællands Politi torsdag.

Nordsjællands Politi har i forbindelse med sagen anholdt en person og har for øjeblikket ikke yderligere kommentarer til sagen.