Politi afslører skunklaboratorium

04/02/2022 18:17

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Torsdag aften henvendte politiet sig på en adresse i den nordlige del af Kalundborg kommune for at foretage en ransagning af en privat bopæl for en 29-årig kvinde.

Politiet havde en mistanke om, at der på adressen kunne være effekter, som kunne være omfattet af våbenlovgivningen.

På stedet traf politiet en 29-årige kvinde samt en 47-årig mand fra Københavns vestegn, som straks blev anholdt, da politiet havde afsløret et skunklaboratorium på stedet. Her var der produktion af mere end 300 cannabisplanter og stiklinger.

Det indledende formål med ransagningen efter genstande, der kunne være omfattet af våbenlovgivningen, blev også opfyldt, idet politiet fandt en pistol med magasin med patroner i samt yderligere tilhørende ammunition til pistolen.

Den umiddelbare efterforskning i anledning af fundene på denne adresse og den indledende afhøring af de to anholdte gav efterfølgende anledning til at ransage endnu en adresse i den nordlige del af Kalundborg kommune.

På adressen traf politiet den mandlige beboer, så politiet også kunne foretage anholdelse af en 37-årig mand, idet politiet også på hans adresse fandt et skunklaboratorium.

De ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i sagerne om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om dels besiddelse af et skydevåben, dels besiddelse af narkotika med henblik på videredistribution til andre. Politiet kunne efterfølgende opgøre fundene som ca. 15 kg færdigproduceret marihuana og tørrede topskud fra cannabisplanter.

Endvidere fandt politiet ved ransagningerne også et større kontantbeløb, som blev beslaglagt, idet politiet formoder, at pengene stammede fra handel med narkotika.

Alle tre anholdte forblev efter afhøring til sagerne i politiets varetægt, idet politiet og anklagemyndigheden i løbet af fredag formiddag vil afgøre, hvor mange af de anholdte der skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk fredag eftermiddag.