Pas på! Nu stiger det

18/10/2021 09:17

|

Christina Hansen

Foto: Presse-fotos.dk

Mest læste i dag

Antallet af indbrud stiger i de mørke efterårs- og vintermåneder, og særligt i efterårsferien er danskernes bolig udsat.

Noget så simpelt som belysning kan få indbrudstyven på andre tanker.

Når vinteren nærmer sig, er det ikke kun mørket, der står for døren. Når mørket falder på, forsøger indbrudstyven også at trænge ind i din bolig.

Tal fra Alm. Brands skadesafdeling viser, at 57 pct. af indbruddene sker i de mørke efterårs- og vintermåneder. Og antallet af indbrud stiger i gennemsnit i hele landet med 60 pct. i uge 42 sammenlignet med uge 41.

”Indbrudstyven foretrækker de mørke måneder, hvor deres arbejdsbetingelser er i top. Når det bliver tidligt mørkt, får de flere timer med arbejdsro, hvor de kan agere uden at vække opsigt. Desuden er naboerne ikke så meget udenfor i vintermånederne, hvilket betyder, at risikoen for at blive opdaget er mindre end på en lys sommeraften, hvor der sker en masse i kvarteret,” siger Brian Wahl Olsen, direktør for skadepartnerskaber og forebyggelse i Alm. Brand.

Det er derfor vigtigt, at man benytter alle de virkemidler, man har til rådighed.

Og heldigvis er flere af dem enkle og effektive.

”Indbrudstyven går altid efter huset, hvor der er mørkt, og al lys er slukket. Mit bedste råd er derfor at tænde lys i boligen. Det er et enkelt og effektivt middel, der gør det besværligt for indbrudstyven,” siger Brian Wahl Olsen.

Et indbrud kommer sjældent alene
Og det er vigtigt at sikre sit hus mod indbrud. Har din bolig først været udsat for ét indbrud, er risikoen for, at det bliver ramt igen væsentligt større.

”Et indbrud kommer desværre sjældent alene. Med en alarm er det nemmere for dig at genskabe sikkerheden efter et indbrud, da indbrudstyven med stor sandsynlighed vil vælge en anden bolig næste gang. Men det er lige så vigtigt, at man træffer de rette forholdsregler inden, så man forhåbentligt kan undgå et indbrud,” siger Brian Wahl Olsen.