Retterne i Svendborg og Odense afsagde mandag dom mod to ud af i alt fem personer i større sag, der er blevet efterforsket af politiets specialenhed (SEV).

En sag der undervejs tog en noget uventet drejning, og hvor i alt tre personer er døde, det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Efterforskningen blev startet op i efteråret 2020 med fokus på handel med narkotika, hvor mistanken rettede sig mod en person i rockermiljøet på Fyn. Men som efterforskningen skred frem, viste det sig, at der i stedet var tale om handel med større mængder doping.

Det førte til, at SEV i april 2021 slog til mod adskillige mistænkte personer, og flere personer blev fremstillet og varetægtsfængslet i grundlovsforhør den 15. april 2021 ved Retten i Svendborg. Ved de efterfølgende undersøgelser af de sigtedes computere, tablets og telefoner tog efterforskningen dog en ny drejning.

”Det viste sig, at flere af de sigtede havde lavet omfattende databedragerier, idet de havde skaffet sig adskillige personers id-oplysninger og uberettiget brugt disse til at søge diverse banker og lånevirksomheder om lån,” siger senioranklager ved Særlig Efterforskning Vest, Lars Petersen.

I perioden fra foråret 2019 til foråret 2021 blev der ansøgt om lån for ca. 10 millioner kroner. De fleste af ansøgningerne blev afvist, men det lykkedes imidlertid at få udbetalt ca. 2,3 millioner kroner.

Efterforskningen viste også, at der var foretaget svindel med coronamidler, idet der var søgt om tilskud til udbetalte lønninger, som ikke havde været reelle.

Tre ud af fem dømt

Tre personer med relation til databedragerierne og svindel med coronamidler har nu fået dom.

En 28-årig mand fra Nyborg er blevet idømt syv års fængsel for svindel med coronamidler, databedragerier for i alt 7,1 millioner roner, hæleri af grov beskaffenhed og besiddelse af dopingmidler.

En 24-årig mand fra Nyborg er blevet idømt tre års fængsel for databedrageri for 4,5 millioner kroner.

En 28-årig mand fra Odense blev dømt for databedrageri for i alt 3,1 millioner kroner og har fået udmålt en straf på 1 år 9 måneders fængsel, hvoraf de tre måneder er gjort ubetinget, mens de øvrige måneder er gjort betinget med vilkår om 260 timers samfundstjeneste.

”Det er tre gode domme der afsagt. Der er tale om dels svindel med coronamidler og dels omfattende databedrageri. Især forholdene vedrørende databedrageri har haft et professionelt og organiseret præg. Men på grund af en langvarig, grundig og intens efterforskning fra Særlig Efterforskning Vest (SEV) er det lykkedes at finde bagmændene til de mange bedragerier,” siger senioranklager Lars Petersen.

De tre dømte har alle modtaget deres domme.

Den 39-årige mand, der havde tilknytning til rockermiljøet, og som politiet i første omgang havde rettet mistanken mod, er sigtet for håndtering af dopingmidler, svindel med coronamidler og databedrageri for i alt 7,1 millioner kroner. Hans sag er endnu ikke afgjort.

Derudover sidder en 31-årig mand varetægtsfængslet sigtet for svindel med coronamidler og databedragerier for i ca. 10 millioner kroner. Hans sag forventes afgjort den 4. januar 2022.