Nu øges sikkerheden her: Skal forebygge uro og ballade

23/02/2022 16:40

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Fodboldkampe: Indsats for en sikker og tryg oplevelse

Politiet hilser Divisionsforeningens nye sikkerhedsinitiativer til at forebygge uro og ballade ved fodboldkampe velkommen.

For at bekæmpe uro, ballade og vold ved fodboldkampe har Divisionsforeningen i dag meldt en ny sikkerhedspakke ud med en række indsatser og skærpede sanktionsmuligheder, som fodboldklubberne selv vil indføre. 

Desuden pålægger Divisionsforeningen FC København og Brøndby IF at afvikle de to næste derbyer uden udebanetilskuere, hvilket Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi hilser velkomment:

”Stor ros for at handle aktivt med tiltag imod det, som ødelægger en fodboldkamp for rigtig mange. Efter et   efterår med en række uacceptable hændelser synes vi, at tiden er inde til at gå andre veje for at hindre, at det, som gerne skulle være en rar, sjov og hyggelig fællesoplevelse for fans, familier og børn ikke igen ender i uroligheder og vold,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi.

Politiets anmodning

Politiinspektøren tilføjer, at politikredsene for København og Københavns Vestegn i fællesskab har anmodet Divisionsforeningen om, at de to næste kampe mellem FC København og Brøndby IF kun spilles med hjemmebanetilskuere for at undgå konfrontationer med udebanefans, uro og angreb på politi og sikkerhedsfolk på stadion. 

Baggrunden er, at politikredsene vurderer, at de historiske spændinger mellem såkaldte risk-supportere af de to klubber også udgør en nærliggende risiko for uroligheder ved kommende kampe. Ikke mindst set i lyset af, at udeholdets fanmarch før kampen på det seneste også er blevet et mål for hjemmeholdets fans.

”For de fleste fans er fodbold en festdag med kærlighed til sporten og holdet, for andre er det desværre en anledning til og en mulighed for at udøve vold og hærværk – og jeg håber, at det her kan være med til at få de voldelige fans til ændre adfærd for alles skyld, for klubberne, for fansene, for sikkerhedsvagterne på stadion og for en helt almindelig familie, der bare gerne vil se BIF og FCK spille uden at stå i et konfliktområde,” siger Mogens Lauridsen.

Politiet har foreslået, at situationen evalueres på ny efter de to kampe.

Uro og ballade ved efterårets derbyer

Politiet har med stigende bekymring set en fortsat negativ udvikling med ballade og uro ved superligakampene mellem FC København og Brøndby IF ikke mindst i efteråret.

Derbyet i Brøndby den 24. oktober markerede et nyt lavpunkt med chikane og konfrontationer mellem fangrupperinger før og efter kampen, hvor flere kom til skade, en betjent måtte trække pistol, en hjemmesygeplejerske blev overfaldet på sit arbejde og omkring 60 tilfælde af vold mod politiet.

Nogle måneder før – ved kampen i Parken den 8. august – måtte store politistyrker først hindre, at to store fanmarcher mødtes, og efter kampen måtte politiet skride ind med magt over for fans i forbindelse med vold og slagsmål.