Politiet var massivt til stede i det vestlige Aarhus lørdag ved middagstid. Det skyldes et, efter politiets mening, mistænkeligt dødsfald og en person er anholdt i den mystiske sag.

Det blev alt andet end en stille og rolig weekend i Aarhus V, da politiet lørdag formiddag måtte rykke ud til hvad de selv betegner som et ”mistænkeligt dødsfald”.

”Vi er i øjeblikket massivt til stede på en adresse i Aarhus vest, hvor vi undersøger et mistænkeligt dødsfald. Vi har for nuværende ikke yderligere kommenterer,” – Lød det fra Østjyllands Politi i et Twitteropslag lørdag formiddag. Der er dog kommet lidt flere informationer frem i sagen nu.

Ved 14-tiden lørdag, kunne politiet oplyse at det var den nu varetægtsfængslede mistænkte, der selv havde kontaktet politiet, da han angiveligt havde fundet sin kammerat død.

Søndag kunne politiet oplyse at en 53-årig mand er omkommet, og at den anholdte og mistænkte i sagen skulle være mandens 41-årige ven.

”Den foreløbige efterforskning i sagen har bekræftet os i mistanken om, at den 53-årige mand er blevet dræbt, formentlig som følge af stump vold, og vi mener, der er begrundet mistanke om, at den 41-årige mand er gerningsmanden,” – Udtaler politiinspektør ved Østjyllands Politi, Michael Kjeldgaard, i en pressemeddelelse søndag formiddag.

Den mistænkte blev hurtigt fremstillet i grundlovsforhør, der af hensyn til den videre efterforskning blev holdt bag lukkede døre. Her blev det besluttet at den 41-årige mand i første omgang, vil blive varetægtsfængslet i fire uger.