En medarbejder hos Aarhus Universitet opdagede onsdag omkring kl. 9.00 en fremmed mand, der gik rundt i universitetets kælderlokaler på Fuglesangs Allé i Aarhus V.

Medarbejderen bad manden vise sit ID, men i stedet begyndte manden at gå videre gennem gangene.

Medarbejderen tilkaldte en kollega, der kom til, og til sidst forlod manden stedet. 

På vej ud holdt han ifølge medarbejderne en kniv op, som han viftede med, mens han råbte forskellige trusler og skældsord, inden han stak af fra stedet. 

Politiet blev tilkaldt og ud fra medarbejdernes signalement fik en patrulje mistanke til en 43-årig mand, som bor i Åbyhøj. Betjentene kørte derfor mod mandens adresse, og dér traf de den 43-årige, der stod udenfor. Hans beklædning svarede nøje til den, vidnerne havde beskrevet, og han blev derfor anholdt og sigtet for trusler på livet. 

Under visitationen af manden fandt betjentene noget kokain og hash, som han blev sigtet for at besidde. 

På ryggen havde den 43-årige en taske, hvori der lå noget kameraudstyr og en mobiltelefon. Det viste sig, at det var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i en bil på Fenrisvej i Aarhus V samme morgen. Desuden lå der nogle mobiltelefoner, som formentligt var blevet stjålet i Bilka i Tilst dagen før. 

Derudover fandt betjentene også en pung, som tilhørte en 22-årig kvinde, der befandt sig i universitetsbygningen. Pungen var stjålet fra hendes jakke, som havde hængt på stedet.  

Den 43-årige blev på baggrund af fundene sigtet for tyverierne.