Klokken 15.24 blev det anmeldt fra OK tankstationen på Esrumvej, at der omkring klokken 14.45 var kommet en person ind i butikken, som havde oplyst, at han gerne ville have 299 kroner tilbage for en gaveæske, som han stod med i hånden.
Gaveæsken var ifølge manden blevet givet til hans mor, som netop var afgået ved døden, hvorfor gaveæsken ikke kunne bruges alligevel, og hvorfor manden ikke havde en kvittering på købet.
Manden fik derfor 299 kroner retur og forlod derefter butikken.
Efterfølgende havde personalet kigget på butikkens videoovervågning, hvor det kunne ses, at manden var kommet tomhændet ind i butikken, hvorefter han havde taget en gaveæske, der i forvejen stod i butikken, det skriver politiet i døgnrapporten.
Han beskrives som: mand, dansk af udseende, 30-35 år gammel, 180-182 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, med lyst kort hår, der var tyndt ved panden. Talte dansk.