Næsten 20 kg koncentreret amfetamin blev ved grænseovergangen på motorvejen fundet i mandens bil.
En 28-årig finsk mand er onsdag formiddag i Retten i Sønderborg idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandig af Danmark for indsmugling af narkotika til Danmark, det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev den 9. november sidste år spottet af personale fra Toldstyrelsen ved Frøslev grænseovergang på motorvejen.
Da hans bil blev undersøgt, blev der fundet 19,875 kg koncentreret amfetamin skjult i rummet til reservehjul og i handskerummet.
Herefter blev manden og efterforskningen af sagen overladt til Udlændingekontrolafdelingen (UKA Vest) i Padborg.
Den finske mand erkendte de faktuelle omstændigheder i sagen i Retten. Han forklarede, at han havde hentet amfetaminen i Holland, og at han skulle videre til Finland med det.
Han ankede dommen til formildelse af straffen.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.