Mænd kastede kegler under bus: Nu er de sigtet

20/12/2021 13:23

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

To berusede mænd endte sent søndag aften med at blive anholdt i Aarhus C efter flere episoder, hvor de skabte uro og utryghed.

En patrulje blev kl. 23.50 opmærksom på en bus, der bremsede op på Frederiks Allé tæt på Jægergårdsgade, hvorefter chaufføren satte havariblinket til.

Chaufføren kontaktede betjentene og fortalte, at to unge mænd havde kastet en kegle fra noget vejarbejde ind under bussen. Betjentene hjalp med at fjerne keglen, der sad fast under bussen, inden de gav sig til at lede efter mændene.

To mænd, der svarede til chaufførens signalement, stod på Frederiks Allé, og de begyndte at løbe, da de så politiet, og i første omgang lykkedes det dem at undslippe.

Kort efter opdagede patruljen dem så foran en 7-Eleven på Frederiks Allé. Her stod de og råbte, mens de tog toppen af en skraldespand på stedet.

Da betjentene gik hen til dem, begyndte de igen at løbe, men denne gang blev de indhentet og anholdt.

Det viste sig, at de var blevet smidt ud af 7-Eleven, hvorefter de havde truet med at kaste ting gennem ruden.

Begge blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden.