Landsdækkende cykel- og knallertkontrol i uge 43

Politiet gennemfører i perioden 25. oktober til 31. oktober 2021 en målrettet indsats mod cyklister og knallertkørere.

Bløde trafikanter udgør en betydelig del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, og de er mere udsat for alvorlige skader, når de er involveret i trafikulykker.

I 2020 blev 28 cyklister og 7 knallertførere dræbt i trafikken, hvor yderligere 799 cyklister og 257 knallertførere kom til skade.

I en del af ulykkerne var risikobetonet adfærd hos cyklister og knallertkørere en medvirkende årsag.

Hvis knallerter kører for stærkt, udgør det en væsentlig risiko for føreren selv og for medtrafikanterne.

Samtidig skaber høj hastighed ofte utryghed for cyklister og gående på cykelstier og gangstier, hvor støjgener også er en faktor, som er til irritation for omkringboende.