Kvinde anholdt efter færdselsuheld

21/02/2022 10:01

|

Christina Hansen

Mest læste i dag

Et færdselsuheld søndag formiddag i Aarhus C endte med, at en 19-årig kvinde blev anholdt og fik flere sigtelser.

Klokken 9.33 kørte den 19-årige op bag i en bus, der bremsede op i krydset Søndergade/Sønder Allé i Aarhus C. 

Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet, men en patrulje var kort efter på stedet. 

Betjentene fik mistanke om, at den 19-årige var påvirket af alkohol, og da hun pustede i alkometeret, viste det en promille over det tilladte, det skriver politiet i døgnrapporten.

Da patruljen sigtede hende for spritkørsel og skulle til at anholde hende, gjorde hun kraftigt modstand og råbte adskillige skældsord af dem.

Det lykkedes betjentene at få hende ind i patruljevognen, men her fortsatte hun sin aggressive fremfærd og spyttede i retning af den ene betjent, som dog ikke blev ramt. 

Det endte med, at den 19-årige ud over spritkørsel, blev sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemand, fornærmelig tiltale og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.