Kun hver tredje gør det: Det er bekymrende

03/11/2021 08:17

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov har mange boligejere en afslappet holdning til håndværkerarbejde uden regning.

Det sorte arbejde trives stadig i Danmark.

I hvert fald er det kun hver tredje boligejer, som tager afstand fra at få løst eksempelvis håndværksopgaver uden regning.

I en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne svarer 33 procent således, at de ikke ønsker at benytte sig af sort arbejde og heller ikke ønsker, at andre gør det.

Til sammenligning har 28 procent ingen problemer med selv at benytte sig af sort arbejde, mens yderligere 15 procent svarer, at de ikke ønsker selv at benytte det men ingen problemer har med, at andre gør det.

”Det er bekymrende, at så få danske boligejere tager klart afstand til det sorte arbejde – både når det gælder en selv og naboen. Tallet er endda faldet en smule i forhold til for et år siden, hvor 37 procent svarede det samme, så der er ikke nogen tvivl om, at det stadig florerer ude på villavejene,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Hun fortsætter:

”For de fleste er der nok tale om et økonomisk spørgsmål. Man skal bare huske på, at den besparelse, man opnår ved at få udført arbejdet sort, kan være dyrt købt, hvis der går noget galt, og man så ikke har nogen garanti eller forsikring, som dækker. Samtidig er der ikke længere garanti for ordnede forhold i arbejdet, for når arbejdet er sort, så er fx overenskomstens regler pludselig også sat ud af spil.”

Undersøgelsen viser også, at 18 procent af boligejerne har fået udført sort håndværksarbejde på deres bolig indenfor de seneste fem år en eller flere gange.

”Når næsten hver femte boligejer får udført sort arbejde, kan det eksempelvis betyde man får udført arbejde på el- eller vvs-installationerne af folk, der ikke har den nødvendige autorisation, og det er at spille hasard med sit eget hjem,” siger Maria Schougaard Berntsen.

”Udover at det kan have negative konsekvenser for en selv, så har det også negative konsekvenser for hele samfundsøkonomien, fordi statskassen går glip af de skattebetalinger, vi alle burde få gavn af. Derfor kan TEKNIQ Arbejdsgiverne kun opfordre boligejerne til at følge reglerne og droppe brugen af sort arbejde. Det er langt mere trygt og betaler sig i længden,” opfordrer hun.