To mænd er i dag, den 31. marts, blevet kendt skyldige i grov vold mod personalet på en restaurant på Østerbro den 31. juli 2022 af Københavns Byret.
Her kastede de blandt andet stole efter personalet og slog en ansat i ansigtet og på kroppen.
Det skriver Anklagemyndigheden ved Københavns Politi på Twitter.
De to mænd blev idømt henholdsvis tre måneders og 60 dages fængsel.
- Den ene tiltalte, en 39-årig mand, blev desuden kendt skyldig i at have begået en hadforbrydelse, fordi baggrunden for volden delvist var de forurettedes etnicitet. Han blev idømt fængsel i 3 mdr., mens den anden tiltalte, en 40-årig mand, fik 60 dages fængsel, lyder det.