Kan du kende stemmerne: De dræbte sandsynligvis 31-årig mand

22/04/2021 14:45

|

Redaktionen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Fyns Politi har foretaget sigtelse af yderligere to personer for drabet på en uskyldig mand den 24. juni 2020 i Vollsmose. Derudover har Fyns Politi offentliggjort en lydfil, hvor man hører to andre personer, som politiet håber, nogle kan identificere.

Det er en grundig efterforskning, der har ført til, at Fyns Politi har rejst sigtelse mod yderligere to personer i drabssagen fra Vollsmose sidste sommer. Her blev den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail dræbt af skud i Egeparken. Den dræbte befandt sig tilfældigvis i skudlinjen under en skudveksling mellem to stridende grupperinger i området.

Sigtes for drab

De to nye sigtede er hhv. 19 år og 21 år. De er begge fra Odense og sigtes for manddrab og forsøg på manddrab.

Da de to personer allerede sidder varetægtsfængslede i en anden sag, vil der først bliver afholdt grundlovsforhør på et senere tidspunkt, hvor de to personer vil forsøges varetægtsfængslet i drabssagen. 

Fyns Politi har på nuværende tidspunkt i alt sigtet fire personer for drab eller for medvirken til drab i sagen. 

Ny lydfil kan måske identificere formodede gerningsmænd

Fyns Politi mangler fortsat at få identificeret to personer, og nu beder de offentligheden om hjælp.

Vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen siger:

”Vi vil meget gerne have identificeret de to personer, som på videoen ses kører væk på scooteren, og som vi mener, er dem man kan høre råbe på den lydfil, som vi nu offentliggør. Det er vores klare formodning, at der er vidner, som kender identiteten på A og B, og som kan genkende stemmerne og dermed hjælpe politiet med opklaring af sagen." 

Lyden er optaget fra en telefon. Hvis man kan genkende en eller begge stemmer, bedes man kontakte Fyns Politi på 114. 

Advarsel: Lyden på videoen kan virke voldsom!