Grov vold blandt elever: Elev stukket med skarp genstand

10/02/2022 12:53

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Klokken 10.54 onsdag slog personalet på en institution nord for Jyderup alarm, idet et skænderi mellem to elever havde udviklet sig således, at en elev var blevet stukket med en skarp genstand.

En ambulance var indledningsvist blevet sendt til stedet, hvor ambulancepersonalet og politiet senere fik kontakt til en lettere såret, 16-årig dreng.

En lægehelikopter var i mellemtiden også blevet sendt til stedet, og heri blev den 16-årige fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling for et stiksår i torsoen.

Den 16-årige var umiddelbart uden for livsfare og havde over for personalet identificeret den mistænkte som en 14-årig dreng, som i mellemtiden var forsvundet fra institutionen.

Politiet fik klarlagt, at der havde været et skænderi mellem de to parter, som var endt med, at den 14-årige kunne mistænkes for at have stukket ud efter og ramt den 16-årige med en kniv, som blev fundet efterladt på institutionens område.

En større eftersøgning efter den mistænkte 14-årige blev iværksat frem til kl. 13.35, hvor en hundepatrulje fandt ham på en af de nærliggende veje i forhold til institutionen.

Den 14-årige blev frihedsberøvet og taget med til politistationen i Holbæk med henblik på afhøring til sagen for at få belyst motivet mv. Han kunne ikke sigtes for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om grov vold, idet han er under den kriminelle lavalder på 15 år.

Efter afhøringen blev han løsladt og overgivet til de sociale myndigheder til videre foranstaltning.