Gaderæs på motorvej: Nu reagerer politiet

17/02/2022 15:15

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Mand sigtet for at arrangere ulovligt gaderæs på motorvej

En ung mand blev lørdag aften sigtet for at være ’starter’ af ulovlige gaderæs midt på Frederikssundmotorvejen, som var blokeret af motorinteresserede. Han risikerer nu en fængselsstraf for medvirken til vanvidskørsel.

Lørdag aften den 12. februar kl. 22.40 modtog Københavns Vestegns Politi flere anmeldelser fra bilister om, at flere køretøjer kørte om kap mod hinanden på Frederikssundmotorvejen.
 
Fremme konstaterede en patrulje, at trafikken stod stille på tilkørselsvejene til motorvejen og cirka hundrede meter frem på selve motorvejen i østlig retning. Blokaden skyldtes åbenbart en kø bag biler, som holdt stille i to rækker på begyndelsen af selve motorvejen og ventede på deres tur til at køre om kap mod hinanden. 

Tilsyneladende blev de ulovlige gaderæs styret af en ung mand – en såkaldt ’starter’ – som stod foran bilrækkerne midt på motorvejen, vinkede bilerne frem to og to, og med armbevægelser gav dem tegn til start, hvorefter bilerne accelererede ud ad motorvejen i høje hastigheder.

På stedet, som var nær Tværvej, hvor Frederikssundmotorvejen begynder og ender, var også nødsporet mod øst blokeret af parkerede biler og omkring 30 stående publikummer.

Da politiet kom, forsøgte de involverede at stikke af, men en færdselsbetjent fik pågrebet ”starteren”, før han nåede væk.

Risikerer frihedsstraf

”Starteren” blev på stedet sigtet for medvirken til kap- og væddeløbskørsel på en offentlig vej, hvilket er omfattet af skærpelserne for vanvidskørsel og dermed kan udløse 20 dages ubetinget fængsel. Den unge mand, som er 19 år og fra Vestsjælland, erkendte sigtelsen.

”Vi fortsætter vores indsatser mod ulovlige gaderæs på offentlige veje, og vi tager reglerne om vanvidskørsel i anvendelse, hvis det er muligt – det gælder både over for dem, der kører, men også dem, som bistår med at afvikle et gaderæs,” siger leder af færdselsafdelingen, politikommissær Claus Stoltenberg, Københavns Vestegns Politi.

Han minder om, at bestemmelserne om vanvidskørsel både kan udløse fængsel, frakendelse af kørekortet og konfiskation af biler.

Når straffesagen er færdigbehandlet, skal anklagemyndigheden vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale. I givet fald vil sagen blive ført ved Retten i Hillerød, fordi det pågældende sted på motorvejen hører under denne retskreds.