Klokken 13.19 anmeldte en kvinde fra Farum, at hun klokken 12.00 var blevet ringet op af en mand, der påstod at være fra politiet.

Manden spurgte, om hun netop havde forsøgt at optage et lån, og han bad hende desuden om at logge ind på sin netbank med sit NemID. Kvinden nægtede, og til sidst blev manden sur og smækkede røret på.

En kvinde fra Birkerød havde klokken 16.19 modtaget et lignende opkald, og det samme havde en kvindelig borger fra Helsingør klokken 22.45.

Heller ikke ved disse hændelser havde kvinderne efterkommet mandens anmodning om at logge på deres netbank. 

Der skal lyde ros til kvinderne for deres håndtering af episoderne, skriver Politiet i døgnrapporten.

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder.

Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet.

Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.