Flere indvandrerbørn og unge med ikke-vestlig baggrund levede i relativ fattigdom

09/12/2021 09:39

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

I 2009 levede 9 og 19 procent af indvandrere fra henholdsvis vestlige og ikke-vestlige lande i relativ i fattigdom.

For efterkommere var det henholdsvis 8 og 19 procent.

Blandt personer med dansk oprindelse var det 3 procent.

En større andel indvandrere og efterkommere levede i relativ fattigdom, når man sammenligner med personer med dansk oprindelse. De relativt fattige har en indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten, hvor studerende og formuende ikke tælles med. Forskellen er størst blandt børn og unge.

Det viser publikationen ’Indvandrere i Danmark 2021’, som Danmarks Statistik udgiver i dag.

”Den højere relative fattigdom blandt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skal ses i lyset af, at beskæftigelsesgraden er lavere end for personer med dansk - og vestlig - oprindelse. Flere indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er på offentlig forsørgelse, og de beskæftigede har i gennemsnit en lavere erhvervsindkomst,” siger fuldmægtig i Danmarks Statistik Mark Søndergaard.

Publikationen viser også, at brugen af dagtilbud i 2019 stort set er den samme for efterkommere og børn med dansk oprindelse. I 2019 gik 91 pct. af de 3-5-årige ikke-vestlige efterkommere i dagtilbud, mens andelen var 86 pct. for de vestlige efterkommere og børn med dansk oprindelse. Efterkommere fra ikke-vestlige lande har haft den største stigning for 0-5 årige børn i dagtilbud fra 68 pct. i 2017 til 72 pct. i 2019.

’Indvandrere i Danmark’ udkommer i år for 15. gang og dækker en lang række samfundsforhold i relation til indvandrere og efterkommere i Danmark.

I afsnittet om beskæftigelse kan det bl.a. læses, at indvandrere fra MENAP+T-lande har en lavere beskæftigelse end indvandrere fra vestlige og øvrige ikke-vestlige lande. I 2019 havde mandlige indvandrere i alderen 16-64 år fra et MENAP+T-land en beskæftigelsesfrekvens på 59 pct., mens den var 73 pct. og 70 pct. for indvandrere fra henholdsvis vestlige og øvrige ikke-vestlige lande.

MENAP+T er en forkortelse for lande i Mellemøsten, Nordafrika samt landene Pakistan og Tyrkiet og er en landegruppering, som både anvendes i forsknings- og samfundsdebatten i Danmark og i udlandet. Det er muligt selv at danne MENAP+T tabeller i statistikbanken.