Go Strøm er igen politianmeldt for ulovligt telefonsalg

For anden gang inden for kort tid har Forbrugerombudsmanden politianmeldt elselskabet Go Strøm for uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugere.

Go Strøm er for anden gang blevet politianmeldt for ulovligt telefonsalg.

Den seneste politianmeldelse vedrører opkald til 61 forbrugere uden forudgående samtykke fra forbrugerne og vildledning af 45 af forbrugerne under telefonsamtalerne.

I oktober politianmeldte Forbrugerombudsmanden for første gang Go Strøm for uønsket telefonsalg og vildledning. Politianmeldelsen fra oktober vedrørte ulovligt telefonsalg over for 59 forbrugere. Efter politianmeldelsen har Forbrugerombudsmanden fortsat modtaget mange klager over Go Strøms telefonsalg, hvorfor Forbrugerombudsmanden nu har politianmeldt Go Strøm for anden gang for uønsket telefonsalg og vildledning.

Go Strøm blev oprettet som selskab i april 2021.

Efter aftale med Energinet har Forbrugerombudsmanden oversendt klagerne over Go Strøms telefonsalg, så de kan indgå i Energinets undersøgelse af, om Go Strøm overholder Energinets forskrifter.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Go Strøm er fortsat med ulovligt at ringe til et stort antal forbrugere, efter at vi politianmeldte selskabet første gang. Der er efter vores vurdering tale om en meget systematisk og grov vildledning, og både de konkurrerende selskaber og forbrugerne risikerer økonomiske tab.”

”Det er vigtigt, at forbrugerne er klar over, at de ikke er bundet af en el-aftale, hvis de ikke har givet samtykke til opkaldet. De er naturligvis heller ikke bundet til aftalen, hvis de er blevet vildledt til at indgå den.”

GODE RÅD TIL FORBRUGERNE

Du har 14 dages fortrydelsesret ved telefonsalg. Det betyder, at du kan fortryde aftalen inden for 14 dage efter, at den er indgået. Kontakt Go Strøm skriftligt, fx på mail, og skriv, at du fortryder aftalen.

HVIS DER ER GÅET MERE END 14 DAGE

Hvis du ikke havde givet samtykke til at blive ringet op af Go Strøm, er du ikke bundet af en evt. aftale med Go Strøm. Det følger af forbrugeraftalelovens § 5.

Hvis Go Strøm har vildledt dig til at indgå aftalen, vil aftalen med Go Strøm kunne tilsidesættes som ugyldig efter reglerne om svig i aftalelovens § 30.

Mener du, at aftalen med Go Strøm er ugyldig, fx fordi du ikke havde givet samtykke til at blive ringet op, skal du skrive det til Go Strøm. Oplys samtidig, at Go Strøm skal sikre, at du kommer tilbage til dit hidtidige elselskab, og at Go Strøm straks skal tilbageføre eventuelle beløb, du har betalt.

Hvis aftalen med Go Strøm er ugyldig, har du ret til at komme tilbage til dit hidtidige elselskab.

Du kan evt. samtidig kontakte Energinet og gøre gældende, at Go Strøm uberettiget har anmeldt et skifte af energiselskab til Energinets Datahub. Energinet kan kontaktes via datahub@energinet.dk

Er Go Strøm uenig i, at aftalen er ugyldig, skal du indgå en ny aftale med dit hidtidige energiselskab eller et andet energiselskab.

Har du et økonomiske mellemværende med Go Strøm, fx hvis Go Strøm er uenig i, at aftalen er ugyldig, og opkræver et gebyr for, at du kan komme ud af aftalen, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet.