Efter masseslagsmål: 62 personer sigtes

Lukas Jepsen — 22. dec 2020 12:01
Foto: Presse-fotos.dk

Det er efter en længere efterforskning lykkedes Københavns Politi at identificere 62 personer, der i juli deltog i et masseslagsmål mellem fans af fodboldklubberne Brøndby IF og FC København.

I en pressemeddelelse fra Københavns Politi, oplyses det at det nu efter en længere efterforskning er lykkedes at identificere 62 af de personer, der var involverede i det tumultariske slagsmål mellem fans af BIF og FCK, som fandt sted den 12. juli i år.

Selve slagsmålet varede ikke lang tid, da politiet hurtigt var i stand til at få arresteret og adskilt grupperne, men scenen var uden tvivl ganske kaotisk.

Flasker, stole og bænke fløj igennem luften

Det voldsomme slagsmål fandt sted i krydset mellem Enghavevej og Sundevedsgade, da en større gruppe sortklædte FCK-fans angreb en mindre gruppe BIF-fans. Ifølge SE og HØR blev der kylet flasker, stole og bænke igennem luften.

Heldigvis, og måske endda en smule overraskende, var der ’kun’ en person der kom alvorligt til skade under optøjerne.

De 62 personer der nu er identificeret, bliver sigtet for grov vold og forstyrrelse af den offentlige orden, og bringer antallet af sigtelser i forbindelse med episoden op på i alt 130.

Det er helt uacceptabelt

” Det er helt uacceptabelt at bruge fodbold som en undskyldning for at slås, og det grundige politiarbejde og de mange sigtelser sender et tydeligt signal til alle fodboldbøller om, at vi kommer efter dem,” – Lyder det fra politikommissær fra Københavns Politi, Simon Øgendal, i pressemeddelelsen.

To personer er allerede dømt i sagen.

En 21-årig mand er blevet idømt et års ubetinget fængsel blandt andet for vold mod en betjent, mens en 16-årig dreng er blevet dømt fem måneders betinget fængsel, for at have kastet med forskellige genstande under slagsmålet.

RELATEREDE ARTIKLER

Følg Senest.dk

Partnere

Seneste nyheder