De fleste kan sandsynligvis relatere til at den 1. januar er en dag med meget lidt aktivitet, og forhåbentligt også en god stor portion snasket tømmermandsmad. Men for flere bilister blev det en meget dyr omgang tømmermandsmad.

De er slet ikke så dumme hos Viborgs Politi. De ved hvert fald hvor man kan finde spritbilister dagen efter en af årets helt store festaftener, og det fik flere bilister at føle den 1. januar, da de ville købe sig en gang tømmermandsmad på Mcdonald´s.

Ifølge TV MidtVest var politiet på stedet fra klokken 13 til 15, og i løbet af bare en halv times effektiv kontrol, var fire bilister allerede havnet i fedtefadet, og ikke på den måde de ellers havde ønsket.

Det blev i løbet af de 30 minutter til fire anholdelser og samme antal frakendelser af kørekortet som resultat af spirituskørsel.

Ifølge politikommissær hos Viborgs Politi, Per Justesen, er det ikke overraskende at den 1. januar er en dag med spritkørsel, men han er alligevel overrasket af at hele fire bilister blev taget på bare 30 minutter.

” Det er forventeligt, men det er uventet, at det er så mange på så kort kontroltid. Der var måske en halv times effektivt kontrolarbejde derude, og så fik man fire. Det er alligevel lidt foruroligende,” – Siger han ifølge B.T.

De fire anholdte var to mænd og to kvinder, alle i alderen 25 til 40 år, og blev alle kørt på politistationen til en blodprøve, og efterfølgende løsladt.

Blodprøverne skal nu afgøre hvorvidt der vil være tale om betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet, og de anholdte kan ligeledes se frem til en bøde, der beregnes ud fra alkoholpromillen og årslønnen.