Drama i Rema: Butikstyvs flugtforsøg endte i grov vold

Lukas Jepsen — 21. dec 2020 15:12
Foto: Shutterstock.com

Det var alt andet end en normal søndag aften i en Rema1000 i Langå, da en butikstyvs flugtforsøg udviklede sig yderst dramatisk.

Det hele startede da butiksejeren, en 51-årig mand, ved hjælp af overvågningskameraerne kunne genkende en mand, der tidligere havde stjålet i butikken.

Der gik ikke lang tid før butiksejeren kunne se at den var galt igen. På overvågningen så han manden putte en taske ind under jakken, men denne gang var butiksejeren fast besluttet på at tyven ikke skulle slippe væk.

Derfor besluttede butiksejeren, sammen med sine to børn, en 19-årig kvinde og 15-årig dreng der er ansat i butikken, at konfrontere tyven, der dog ikke var meget for at tage dialogen.

Ved synet af butiksejeren og hans børn forsøgte tyven at tage flugten, først hen mod butikkens indgang, men da denne var lukket for ham, valgte tyven at sparke sig igennem nogle blomster for at komme hen til udgangen i stedet.

Mere og mere desperat tyv tyede til vold

Det lykkedes hurtigt butiksejeren af indhente tyven, der dog havde held med at vriste sig fri. Derefter var det den 19-årige datters tur til at fange tyven, og hun indhentede ham på parkeringspladsen, det resulterede dog i at tyven, der senere skulle vise sig at være en 44-årig rumæner, slog den unge kvinde i maven.

Efter slaget handlede det tydeligvis bare om at komme væk for rumæneren, da han smed tyvegodset fra sig og hoppede over et hegn på en privat grund.

Igen lykkedes butiksejeren at indhente tyven, som denne gang tog mere alvorlige metoder i brug, og slog den 51-årige mand i hovedet med en sten.

Det var dog ikke nok til at slå butiksejeren ud, og hurtigt kom både sønnen og ejeren af den private grund ham til undsætning, og kort efter kunne Østjyllands Politi anholde den 44-årige rumænske tyv.

Episoden er beskrevet i netop Østjyllands Politis døgnrapport.

Det krævede ikke meget arbejde fra politiets side at finde ud af, at manden i forvejen var eftersøgt for to butikstyverier i henholdsvis Rødekro og Odense, og at han derudover havde overtrådt sit indrejseforbud.

Den rumænske mand sigtes nu for tre tilfælde af vold, hvoraf ét er et tilfælde af grov vold, tre tilfælde af butikstyveri og overtrædelse af udlændingeloven.

RELATEREDE ARTIKLER

Følg Senest.dk

Partnere

Seneste nyheder