Efter drab i Viby: Politiet søger stadig vidner

Østjyllands Politi søger fortsat vidner i drabssagen i Viby og kommer til at være ekstra til stede i området den kommende tid.

Natten til tirsdag kl. 1.11 blev en 21-årig mand fra Aarhus fundet skuddræbt i sin bil i krydset Ringvej Syd/Søndervangs Allé, og siden har Østjyllands Politi efterforsket sagen intensivt og foretaget en lang række efterforskningsskridt. 

”De første 24 timer efter et drab er enormt vigtige for efterforskningen, så vi har fra start sat rigtig mange ressourcer af til afhøringer af vidner, tekniske undersøgelser, indhentning af overvågning og meget andet. Vi har endnu ikke et klart billede af hændelsesforløbet, men vi arbejder videre med forskellige spor og hypoteser og hører fortsat gerne fra borgere, der har oplysninger i sagen, ” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Politiet søger særligt oplysninger om en sølvfarvet VW Golf Variant, der blev fundet sat i brand for enden af Ormslevvej i vestlig retning. Den havde monteret stjålne nummerplader – HG 36244. 

Øget synlighed og mobil politistation

På baggrund af drabet vil Østjyllands Politi de kommende dage være ekstra synlige i Viby i området omkring Rosenhøj. 

”Det er klart, at sådan en voldsom episode, kan gøre folk utrygge. Derfor kommer vi til at prioritere patruljeringen i Rosenhøj, og vores mobile politistation holder derude tæt på gerningsstedet i dag og i morgen. Her er borgerne velkomne til at henvende sig til vores betjente, hvis de har oplysninger i sagen. Derudover kommer vi til at gøre brug af vores stærke samarbejde med Aarhus Kommune i forhold til den forebyggende indsats, som kan være med til at skabe tryghed i området”, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen. 

Af hensyn til den videre ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen. 

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.