Corona-skeptiker anholdt for trusler mod sundhedspersonale

Lukas Jepsen — 23. dec 2020 11:47
Foto: Shutterstock.com

Københavns Politi har bekræftet at man tirsdag anholdt en mand, efter at han på sociale medier havde fremsat trusler mod personale i sundhedssektoren.

Ifølge B.T. er der tale om Flemming Blicher, der på sin Facebook-profil opfordrede sine godt 4.500 følgere til at opspore en navngiven sygeplejerske, og som han skriver ” stille hende til ansvar for at medvirke til frygtpropaganda”.

Dette resulterede i at flere af følgerne rent faktisk opsporede sygeplejersken, og lagde billeder af hendes hus op på Facebook.

Politiet har ikke bekræftet B.T.´s erfaring, men har blot oplyst at man har anholdt og sigtet en mand.

” Københavns Politi kan bekræfte, at vi i går anholdt en mand for at have fremsat trusler på sociale medier mod en ansat i sundhedssektoren. Manden blev løsladt efter afhøring, men er fortsat sigtet efter § 119 a,” – Lyder det i et skriftlig svar fra politiet.

Da B.T. i går konfronterede Flemming Blicher, afviste han at der var tale om trusler, men det er politiet altså tilsyneladende ikke enige i.

Sundhedsminister Magnus Heunicke kommenterede på sagen på twitter i går, hvor han skrev at han ville undersøge sagen, som han syntes så ”helt uacceptabel” ud.

Formand for lægeforening sender brev til statsministeren

Formand for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke har skrevet et brev til statsminister Mette Frederiksen, hvori hun udtrykker bekymringen over den behandling sundhedspersonale får af fanatiske corona-skeptikere.

” Vi ved fra henvendelser fra medlemmer, at der i nogle tilfælde udveksles oplysninger om sundhedspersoners privatadresser, og der er brugt udtryk som 'Vi skal have fat i de læger og sygeplejersker, der bliver ved at holde hånden over regering og narrativ. De skal stilles til ansvar',” skriver formanden ifølge B.T. i brevet der fortsætter:

” Det er ikke vores opgave at skulle håndtere de politiske reaktioner, som følger i kølvandet på regeringens håndtering af epidemien. Det er derfor afgørende, at der gribes resolut ind over for de personer, som står bag disse truende og hetzende udsagn mod læger og andre sundhedspersoner,”

RELATEREDE ARTIKLER

Følg Senest.dk

Partnere

Seneste nyheder